Skal du registrere dig separat i hvert EU-land for batterier?
Ja, det kan være tilfældet. Ud over det digitale batteripasport, som snart fungerer på samme måde i hele Den Europæiske Union, har producenter og importører af batterier længe været forpligtet til at registrere sig i et nationalt register. Denne registrering er i batteriforordningen knyttet til det sted, hvor du først bringer batteriet på markedet, og registeret føres af hver medlemsstat — ikke centralt fra Bruxelles.
For en virksomhed, som kun sælger i Danmark, forbliver det overskueligt. Sælger du også i Tyskland, Belgien eller Frankrig, kan samme batteri i hvert af disse lande kræve sin egen registrering, hos sin egen myndighed, med sin egen anmeldelsesprocedure. Det er et andet spørgsmål end spørgsmålet om, hvorvidt tilsynet fungerer på samme måde overalt. svar på relaterede spørgsmål om forordningen — registrering handler om, hvem du er i kæden pr. land, tilsyn handler om, hvem der kontrollerer.
Hvorfor registreringen er reguleret på nationalt niveau
Batteriforordningen bygger på dette punkt videre på et system, som allerede eksisterede: det såkaldte udvidet producentansvar. Dette princip — hvem der bringer et produkt på markedet, er også ansvarlig for, hvad der sker med det, når det bliver til affald — eksisterede allerede for batterier og elektroniske apparater og blev traditionelt organiseret af hver medlemsstat. Danmark har sin egen gennemførelsesorganisation til dette; andre lande har deres eget modstykke, med egne takster, egne rapporteringspligter og egne frister.
Det digitale pasport er derimod EU-bredt sat op på samme måde: samme felter, samme QR-datadrager, samme tilgængelighed for dem, der har ret til det. Denne sondring er forvirrende for mange virksomheder, fordi begge forpligtelser kommer fra samme forordning og ofte træder i kraft på samme tidspunkt i praksis: når du først bringer et batteri på markedet i et land.
Hvad dette betyder, hvis du sælger i flere lande
For en importør, som tilbyder batterier i flere medlemsstater, kan det betyde, at der pr. land er en separat registreringsprocedure, hver med sit eget nationale kontaktpunkt. Hvem i kæden, der præcist udfylder rollen som producent eller importør, kan desuden blive defineret lidt forskelligt fra land til land — en part, som i det ene land gælder som distributør, kan i et andet land, afhængigt af hvordan varerne importeres, blive betegnet som importør. Det vedrører spørgsmålet om, hvilke forpligtelser der påhviler dig, og det spørgsmål kan ikke besvares med en generel tommelfingerregel.
Dette er straks et af de punkter, hvor virksomheder blander registreringspligten og pasportpligten sammen i deres indkøbsproces. En leverandør, som siger, at pasportet er ordnet, har dermed ikke sagt noget om registreringen i destinationslandet, og omvendt. Begge bør få hver sin plads i indkøbssamtalen og kontrakten videnbanken med forklaringer pr. situation, blot for at fastslå, hvem der udfører hvilken del af processen.
Hvad der er fastslået, og hvad der ikke er
Hvad der er fastslået, er, at forpligtelsen til et digitalt pasport snart gælder på samme måde EU-bredt. Hvad der kan variere fra land til land, er den registrering, som fortsat eksisterer ud over dette, og den måde, hvorpå en national tilsynsmyndighed holder tilsyn hermed. Hvilken myndighed i hvilket land, der er kontaktpunktet for din situation, og om din virksomhed skal være registreret der eller ej, er noget, du bedst kan forespørge hos den relevante tilsynsmyndighed i det pågældende land, eller få vurderet af en jurist, som har erfaring med grænsekrydsende producentansvar.
For the Dutch situation, the official text of the regulation on EUR-Lex provides the starting point; the national implementation of the registration is not included there and therefore differs per country how we keep the source data traceable.
Would you like to first clarify for yourself what role you play in the chain before engaging with a foreign authority? take the free quick scan in a few questions and read the background in the knowledge base