Hvad skal jeg ordne, hvis jeg giver et batteri et andet liv?

Hvad du konkret skal gøre

Et EV-batteri, der ikke længere er egnet til en bil, kan stadig fungere i mange år som hjemmebatteri eller som buffer ved en ladestation. Et industrielt batteri fra en maskine kan efter en test og en let revision begynde sin anden karriere i et andet apparat. Det kaldes forberedelse til genbrug eller ombestemmelse, og batteriforordningen forbinder en række forpligtelser hermed. Den, der giver et batteri et andet liv, bliver selv en markedsaktør med egne ansvar — også selv om batteriet oprindeligt blev markedsført af en anden.

Hvad der forventes af dig

Fastlægge og dokumentere batteristanden

Før et batteri kommer i betragtning til et andet liv, vurderes dets tilstand: resterende kapacitet, cellehedens sundhed, og om batteriet fungerer sikkert for det nye formål. Artikel 14 i Forordning (EU) 2023/1542 (batteriforordningen) nævner oplysninger om tilstanden og den forventede levetid som en del af, hvad der skal være kendt om et batteri. For en virksomhed af denne størrelse betyder det i praksis, at der er behov for en fast testprotokol, med en medarbejder eller eksternt laboratorium, der dokumenterer måleresultaterne pr. batteri eller pr. batch. Uden denne måling er der intet at basere påstanden om, at batteriet er egnet til ombestemmelse.

Erkend, at du bliver markedsaktør for dette batteri

Artikel 45 i batteriforordningen beskriver forpligtelserne for markedsaktører, der handler batterier, som er forberedt til genbrug eller ombestemmelse. Den, der køber sådan et batteri, renoverer det og sælger det videre, falder således ind under samme forpligtelses-kategori som en producent eller importør af nye batterier — selv om denne rolle aldrig blev bevidst valgt. For en mindre organisation er dette ofte den største fejltagelse: tanken om, at det blot handler om et brugt produkt, mens forordningen ikke har nogen separat let kategori for batterier med et andet liv.

Hold pasportet opdateret eller sammensæt det på ny

Et batteri, der bliver relevant eller forbliver relevant (for eksempel et industrielt batteri over tærsklen eller et EV-batteri) bærer forpligtelsen til et digitalt produktpasport med sig. Ved ombestemmelse ændres brugsformålet, og det påvirker data, der står i pasportet: den forventede levetid, tilstanden og muligvis anvendelsesområdet. For en virksomhed, der giver batterier et andet liv, betyder det, at pasportet ikke automatisk stemmer efter renovering — det er vigtigt at afklare, hvad der præcist skal opdateres og hvem der gør det. Gælder batteridatabogen også for brugte eller renoverede batterier? behandler mere dybtgående spørgsmålet om, hvornår denne forpligtelse præcist opstår.

Fastlægge herkomst og sporbarhed

Artikel 73 i batteriforordningen beskriver betingelserne for, hvornår et batteri må forberedes til genbrug eller ombestemmelse. Dette omfatter, at det skal være muligt at hentyde til, hvor batteriet kommer fra, og hvad der er sket med det i mellemtiden. For en virksomhed på 10 til 100 medarbejdere er dette en administrativ opgave, der let undervurderes: hvert batteri, der ankommer, får sin egen mappe med herkomst, testresultater og de udførte behandlinger, i stedet for en samlet registrering pr. leverandør.

Hvor det går galt i praksis

Batteriet sælges som "renoveret" uden at der ligger en måling til grund. En visuel kontrol og en kort ladestest opfattes som en fuldstændig tilstandsvurdering, mens der ikke er en underliggende testrappport, der understøtter påstanden om resterende kapacitet.

Pasportet fra den oprindelige producent videresendes uden ændring. Batteriet får en ny anvendelse, men oplysningerne om forventet levetid og brugsformål i pasportet forbliver uændret — selv om de ikke længere stemmer overens med batteriet faktiske tilstand.

En virksomhed ser sig selv som "reparatør" og ikke som markedsaktør. Fordi batteriet ikke selv er produceret, antages det, at forpligtelserne i artikel 45 ikke gælder. Denne sondring foretager forordningen imidlertid ikke på grundlag af, hvem der oprindeligt har fremstillet batteriet, men på grundlag af, hvem der bringer batteriet på markedet.

Oplysninger om herkomst går tabt mellem indkøb og revision. Batterier kommer ind via flere kanaler — tilbageleverede batterier, partier fra tredjemand, returvarer — og sammenføjes i processen uden at det er dokumenteret pr. enhed, hvor batteriet stammer fra. Ved en senere forespørgsel om sporbarhed kan det ikke længere rekonstrueres.

Der foretages ingen sondring mellem genbrug og ombestemmelse. Et batteri, der sælges videre uændret til samme formål, er noget andet end et batteri, der tilpasses til et nyt anvendelsesområde. Denne sondring er med til at bestemme, hvilke oplysninger der er relevante at dokumentere og videregive, og bliver i praksis ofte blandet sammen.

Hvad du kan fastlægge

• En testprotokol pr. batteritype med oplysning om, hvem der udfører målingen, hvilke værdier der dokumenteres, og hvor ofte det gentages.
• En dokumentmappe pr. batteri eller pr. batch med herkomst, testresultater, gennemførte behandlinger og datoen for vurderingen.
• En intern beslutning om, hvem der inden for organisationen optræder som markedsaktør i betydningen artikel 45 i batteriforordningen, og hvilke opgaver det medfører.
• En fremgangsmåde for opdatering eller tilbagemelding af det digitale produktpasport efter revision, herunder hvem der leverer oplysningerne til den platform, der hoster pasportet.
• Aftaler med leverandører af batterier, der opgraderes, om hvilke minimale herkomstoplysninger de skal levere.

For virksomheder, der etablerer disse trin for første gang, præsenterer Hvordan tackler jeg batteridatabogen trin for trin? et overblik over den rækkefølge, hvori dette typisk tages op, og Hvad spørger en tilsynsmyndighed om under en batterikontrol? beskriver hvilken dokumentation, der i praksis bliver anmodet om først.