Hvordan ordner jeg indsamling og tilbagetagelse af batterier?

Hvad du konkret skal gøre

Hvad der forventes af dig

Batteridirektivet lægger ansvaret for indsamling og tilbagetagelse på producenten, og i praksis ofte på importøren, der først bringer et batteri på det europæiske marked. Den, der importerer eller handler med e-cykler, scootere eller industrielle akkumulatorer, falder typisk under denne ordning. Dette er et anderledes spørgsmål end passet i sig selv, men de to hænger sammen: en del af de oplysninger, der er nødvendige for korrekt at indsamle og behandle et batteri, vil snart være i passet. Se siden om for at afgøre, om det gælder for dit specifikke sortiment om batteridirektivets pas gælder for dine batterier.

Ordning for udvidet producentansvar

Artikel 56 og 57 i batteridirektivet forpligter producenter til at deltage i en ordning for udvidet producentansvar, typisk gennem tilslutning til et kollektivt system eller, hvor det er tilladt, en individuel ordning. For en virksomhed med 10 til 100 ansatte betyder dette i praksis: at kontrollere, hvilken producentorganisation tilslutning er nødvendig til, at beregne et økonomisk bidrag på grundlag af mængden og typen af batterier, der bringes på markedet, og at holde denne tilslutning påviseligt i orden. Dette er en strukturel, tilbagevendende forpligtelse, ikke en engangshandling ved opstart.

Organisering af indsamlingspunkter og -systemer

Artiklerne 59 til og med 62 beskriver forpligtelsen til at indsamle brugte batterier uden omkostninger, uanset mærke, oprindelse eller alder. For lette køretøjer og industrielle batterier betyder det, at der skal være en funktionerende indsamlingskanal: gennem egne salgspunkter, gennem distributører eller gennem det kollektive system, hvortil der er tilsluttet. For en importør med sit eget forhandlernetværk betyder det ofte at lave aftaler med disse forhandlere om modtagelse og videresendelse af brugte batterier og at stille indsamlingsmidler som containere eller returkasser til rådighed.

Tilbagetagelsespligt over for slutbrugere og distributører

Direktivet fastslår, at slutbrugere skal kunne aflevere et brugt batteri uden omkostninger og uden forpligtelse til at købe et nyt batteri. I praksis betyder det, at en butik eller servicepunkt ikke må kræve, at der købes noget nyt, før et gammelt batteri accepteres. Distributører, der sælger batterier, får derved en rolle i kæden, der går ud over salget alene: de bliver en del af indsamlingsnetværket, selv hvis de selv ikke er producenter.

Registrering og rapportering af indsamlede mængder

Ud over det fysiske indsamlingsarbejde kræver direktivet, at man holdes øje med, hvor mange batterier, der er bragt på markedet, og hvor mange af dem, der er blevet indsamlet, som grundlag for rapportering til det kollektive system eller den kompetente myndighed. For en mellemstor virksomhed betyder det en administration, der ikke kan stå adskilt fra lagerbeholdningsadministrationen: mængder, vægt, batteritype og kemi skal kunne matches med det, der sælges.

Bortskaffelse og behandling gennem godkendte behandlere

Indsamlede batterier skal i sidste ende sendes til en godkendt behandler til genvinding eller sikker behandling. Valget af behandler og dokumentationen af denne kæde ligger normalt på det kollektive system, men en virksomhed, der selv indsamler — for eksempel ved reparation eller returnering af industrielle akkumulatorer — bærer eget ansvar for dette frem til overdragelsen.

Hvor det går galt i praksis

Et importeret parti e-cykelakku'er sælges gennem flere forhandlere, men ingen har dokumenteret, hvem der må tage kasserede eksemplarer retur; kunderne bliver sendt mellem forskellige instanser. En maskinproducent behandler industrielle batterier over 2 kWh i eget udstyr, men håndterer dette som en del af en almindelig garantiordning uden at anerkende, at der gælder en separat indsamlingspligt. En virksomhed er tilsluttet et kollektivt system for én batteritype, men ikke for en ny produktlinje, der er kommet til senere, hvilket betyder, at tilslutningen ikke længere er fuldstændig. En scooter-importør lader returvandring forløbe gennem en tredjemand, men har ikke indsigt i de mængder, der faktisk indsamles og behandles, hvorfor rapportering ved forespørgsel ikke er komplet. Og ved overtagelse af et handelslager overses indsamling af allerede solgte batterier, selv om denne pligt fortsætter, så længe batterierne er i brug — dette er relateret til det bredere spørgsmål om, hvad der skal ske med batterier, der allerede ligger på lager.

Hvad du kan fastlægge

• Dokumentation for tilslutning til en producentorganisation eller et kollektivt system med en oversigt over, hvilke produktlinjer der er omfattet.
• En oversigt over indsamlingspunkter: egne lokationer, forhandlere, servicepunkter med aftaler om modtagelsespligt og kostnadsfrihed.
• En registrering af mængder sat på markedet og indsamlet, pr. batteritype og kemi, i overensstemmelse med lageradministrationen.
• Aftaler med behandlingsanlæg eller det kollektive system om bortskaffelse og behandling af indsamlede batterier.
• Instruktioner til personalet på salgssteder om tilbagetagnespligten, så en medarbejder ved, hvad der forventes uden, at køb af et nyt batteri stilles som betingelse.

Denne dokumentation overlapper med det, som en tilsynsmyndighed kan anmode om ved kontrol; se hvad en tilsynsmyndighed spørger om ved kontrol af batterier for tilslutningen til dette. For batterier, der efter indsamling får en ny anvendelse i stedet for at blive genanvendt straks, gælder igen separate særlige punkter, beskrevet under hvad der reguleres, når et batteri får et tweede liv. Og fordi opbygningen af indsamling og returvandring ofte forløber samtidigt med forberedelsen af pasporet, er det praktisk at inkludere begge i den samme planlægning — et udgangspunkt herfor findes under trinvis tilgang til batteripasset.